Side 1 af 2

Cronenbergerens Eastern Promises

Indlæg: fre 19. okt 2007 11:36
af Skøtt
Puh, ha - nu står jeg snart af Cronenberg-vognen. Filmen forekom mig splittet mellem dvælvende tempo, og over-mainstream-lir. Der er skruet alt for meget op for Hollywood-konflikter (umulig kærlighed, bedrag og andre intriger) og alt for meget ned for den psykologiske/fysiske transformation. Ikke engang de eksplicitte blodscener kunne tippe bolden over på den anden side af mainstreambjerget for mig. For første gang i en Cronenberg-film har jeg følt at skuespillet faktisk bærer filmen igennem en række forudsigelige, ujævne sving. Det voldelige klimaks synes jeg, modsat Vangs anmeldelse, manglede i skrigende stor grad.

Indlæg: fre 19. okt 2007 14:37
af Nicolai
Nu har jeg endnu ikke set Eastern Promises, men for mig indtraf skuffelsen allerede med A History of Violence (og til dels Spider), hvor en ellers fascinerende Cronenbergsk præmis blev kvalt i den endelige opklaring, udredning og ensretning af tvetydigheder. Fremfor, som med de bedste Cronenberg-film, at slutte, der hvor det hele for alvor begynder, endte den med en form for forløsning (også selv om der bestemt ikke var tale om en helt afrundet slutning, og mørket stadig lurede lidt i baggrunden). Derudover fandt jeg den temmelig forudsigelig og jævn (jeg oplever mere Cronenbergs bedste værker som ujævne end jævne - den ru overflade, arrene, de åbne sår og cigaretbrændemærkerne er for mig kendetegnende både for min oplevelse af filmene samt for filmenes egen tekstur, fulde af dybe kratere og mørke, blinde pletter - uudforsket, antydet terræn). Lidt på samme måde som jeg havde det med Spider, hvor skellet mellem imaginær virkelighed og virkeligheden forekom mig alt for indlysende og nemt at regne ud. Jovist, filmene byder stadig på solidt, og i mange tilfælde fremragende, skuespil, men det er bare ikke nok for mig...
Den Cronenberg jeg elsker, har jeg desværre ikke oplevet på fuld kraft siden den fremragende eXistenZ.
Ligesom dig savner jeg også i høj grad den psykologiske/fysiske transformation. De senere film har i mine øjne mest budt på førstnævnte, og for mig har Cronenbergs film altid stået stærkest, når de to fulgtes ad.
Men jeg skal da alligevel se Eastern Promises - håber på det bedste. Men måske Cronenberg ganske enkelt har begivet sig ud på nyt terræn? Det virker efterhånden sådan...

Indlæg: fre 19. okt 2007 15:13
af Jack J
Det sjove er jo så, at da EXISTENZ kom ud, blev den nærmest regnet for Cronenberg Light! Eller Cronenberg goes pop!


Jack

Indlæg: fre 19. okt 2007 15:25
af Nicolai
Ja, men det er vel egentlig ikke så mærkeligt, når man tænker på, at han 3 år forinden havde lavet sin måske allermest kontroversielle, og muligvis allerbedste, film; Crash.
Jeg ville blot ønske, at han gjorde mere brug af Willem Dafoe. Hans birolle som Gas i eXistenZ er fantastisk!:
'God; the artist... the mechanic.' :lol:

Indlæg: fre 19. okt 2007 15:38
af Jack J
Kender du i øvrigt historien bag CRASH? Forfatteren var en normal forfatter, men så blev hans kone dræbt i en bilulykke og han blev sindssyg og ravede rundt i fem år og anede ikke hvad han lavede. Så fik vågnede han op fra sin tilstand, blev sig selv, og fandt så den bog han havde skrevet i den periode. Nemlig CRASH.


Jack

Indlæg: fre 19. okt 2007 15:56
af Nicolai
Nope - den kendte jeg ikke!
Har hverken læst den bog eller noget andet af Ballard.
Men sikke en barsk (og Cronenbergsk? :roll: ) historie! Lyder næsten som noget der kunne være hændt en af dine mange (ikke-tyrkiske) fætre. ;)

Indlæg: fre 19. okt 2007 16:08
af Jack J
Ha ha ha.

Og så var der den om min fætter Ronny (ham der aldrig kunne nå på bistandskontoret, fordi de lukkede allerede kl. 14), som var "Star Trek"-fan. Så sad han i 1990'erne og møjsommeligt optog ALLE afsnit fra tysk tv, og meget omhyggeligt udredigerede reklamerne, så det passede på et splitsekund. Hele serien.

Men så opdagede han, at han havde optaget det hele i Long Play og at LP ikke er særlig godt - så da tysk tv genudsendte det hele gjorde han det samme igen. Hver aften. Nu blot i SP. :mrgreen:


Jack

Indlæg: fre 19. okt 2007 16:16
af Skøtt
Jack J skrev:Kender du i øvrigt historien bag CRASH? Forfatteren var en normal forfatter, men så blev hans kone dræbt i en bilulykke og han blev sindssyg og ravede rundt i fem år og anede ikke hvad han lavede. Så fik vågnede han op fra sin tilstand, blev sig selv, og fandt så den bog han havde skrevet i den periode. Nemlig CRASH.


Jack


Det lyder jo som Naked Lunch. Bortset fra at Burroughs aldrig vågnede op og blev 'normal'. Men det gør han selvfølgelig i filmen, hvor Ginsberg & Kerouac samler siderne op fra gulvet. Hmm.

Existenz er i mine øjne den svageste Cronenberg-film. Føj for en stinker. Måske HAN aldrig er vågnet op fra den psykose der ramte ham der?!

Indlæg: fre 19. okt 2007 16:22
af Larsemand
A History of Violence var ret så dårlig. Øv, hvor var jeg skuffet.

Indlæg: fre 19. okt 2007 16:23
af Nicolai
Jack J skrev:Og så var der den om min fætter Ronny (ham der aldrig kunne nå på bistandskontoret, fordi de lukkede allerede kl. 14), som var "Star Trek"-fan. Så sad han i 1990'erne og møjsommeligt optog ALLE afsnit fra tysk tv, og meget omhyggeligt udredigerede reklamerne, så det passede på et splitsekund. Hele serien.

Men så opdagede han, at han havde optaget det hele i Long Play og at LP ikke er særlig godt - så da tysk tv genudsendte det hele gjorde han det samme igen. Hver aften. Nu blot i SP. :mrgreen:

HAHAHAHA!!! :lol:
Hold op Jack, jeg får sgu helt ondt i maven af grin! :D
Hvad skete der så med ham, da skidtet udkom på VHS?
Blev han så "sindssyg og ravede rundt i fem år og anede ikke hvad han lavede. Så fik vågnede han op fra sin tilstand, blev sig selv, og fandt så den" rolle han havde spillet i den periode. Nemlig Captain Edward Jellico:
http://memory-alpha.org/en/wiki/Ronny_Cox
? :roll:

Indlæg: fre 19. okt 2007 16:35
af Jack J
Nicolai skrev:Hvad skete der så med ham, da skidtet udkom på DVD?

Tja, komplekset skulle rives ned, men han ville ikke flytte og blev bare boende i den ellers tomme bygning indtil panserne så endelig dukkede op, fordi han ikke betalte huslejen, men da var han over alle bjerge. Ingen i familien vidste, hvor han var henne og først nu 5-6 år senere dukker han op... i Slagelse af alle steder.

Og ved julefrokosten '06 siger hans mor så til mig: "Ja, det er noget mærkeligt noget med ham", og har glimrende fortrængt, at hun gjorde nøjagtigt det samme blot 20 år tidligere. :D


Jack

Indlæg: søn 28. okt 2007 21:03
af Jack J
Nicolai skrev:Lyder næsten som noget der kunne være hændt en af dine mange (ikke-tyrkiske) fætre. ;)

Jeg kan jo rigtig godt lide pistacienødder. Hmm, måske der er en familiær forbindelse, nogen har glemt at informere mig om. :shock:
For nyligt var der også en lille (tyrkisk) dreng, her hvor jeg bor, der sagde: "Hej, farbror. Er du tyrker?" Jeg gik ud fra "farbror" betyder det samme, som når man siger "onkel" i Hongkong (dvs. være ærbødig overfor en person, der er ældrer end een selv). Men måske tog jeg fejl. :shock:


Jack

Indlæg: lør 19. jan 2008 04:09
af Gynther Meyer
Tre måneder efter Skøtt så Eastern Promises får jeg den endelig set via amk. DVD... og modsat Skøtt, synes jeg, den er fænomenal! Den skal i alt fald ses igen. Jeg synes, at en del fans' og anmelderes kritik af, at Cronenberg ikke længere laver "kropslige" film, hvor problemstillingen er mellem krop og sind (eller krop i "udvikling"), er fejlskudt. Manden kan jo ikke blive ved med at lave The Brood! Og så kan man alligevel sige, at han rent faktisk GØR det, blot er det sindet, han udforsker, UDEN en krop, der følger med i absurd udvikling. Det eneste, jeg kan udsætte på filmen, er det elendige DVD-omslag og at DVD'en var for skrabet (men godbidderne, såsom kommentarspor og den obligatoriske trailer, kommer vel på dobbelt-disk-udgaven)!!!

Indlæg: man 1. jun 2009 06:44
af julie20099
Fremfor, som med de bedste Cronenberg-film, at slutte, der hvor det hele for alvor begynder, endte den med en form for forløsning (også selv om der bestemt ikke var tale om en helt afrundet slutning, og mørket stadig lurede lidt i baggrunden). Derudover fandt jeg den temmelig forudsigelig og jævn (jeg oplever mere Cronenbergs bedste værker som ujævne end jævne - den ru overflade, arrene, de åbne sår og cigaretbrændemærkerne er for mig kendetegnende både for min oplevelse af filmene samt for filmenes egen tekstur, fulde af dybe kratere og mørke, blinde pletter - uudforsket, antydet terræn).

__________________________________________

bodybuilding supplements
Fettabsaugung

Indlæg: man 1. jun 2009 14:12
af Ovesen
Julie, du er ikke rigtig. Du er en robot. Gå hjem og kortslut.