Tak!
Du skriver også noget om en fællesnævner, Ovesen, og det er straks lidt sværere.
Noget af det, jeg personligt synes, skinner bredt igennem 00'ernes horrorfilm, er en tilbagevenden til 1970'ernes grænseoverskridende, voldelige og ofte politiske genrefilm. Film som Saw- og Hostel-serierne indbyder kraftigt til at blive set og forstået gennem en post-9/11-optik.
Umiddelbart synes jeg også, at de virker mere kyniske og misantropiske end deres modstykker fra 1970'erne, men det kan være, at jeg ser de gamle film gennem nogle lidt for lyserøde briller. Det er jo egentligt ikke, fordi film som Texas Chain Saw Massacre eller The Hills Have Eyes emmer af lune følelser og medmenneskelighed.
Horrorfilmen i 00'erne virker på mig også, som om der er skruet op for realismen og seriøsiteten. Med det sidste mener jeg, at jeg husker horrorfilm fra 80'erne som mere sjove, og i 90'erne var der jo hele den selvironiske bølge. Jeg synes ikke, der er det samme glimt i øjet, som man ofte så tidligere. Det er lige-på, barsk og brutalt. Som der står over porten til Helvedet i Dantes Guddommelige Komedie: "Her lades alt håb ude". Jeg har i hvert fald mødt flere, der savner 80'ernes slasherfilm, fordi de synes, slasherne er mere underholdende og slet ikke så ondsindede, som nogle af de film der kommer ud nu (hvilket måske er lidt ironisk, når man tænker på al den ballade, slasherfilmene var skyld i dengang).
Det kunne egentligt være interessant at undersøge, om den åbne slutning er blevet mere udbredt i 00'erne. Åbne slutninger har det med at virke mere "hårde" på folk, fordi de ikke giver nogen forløsning - ondskaben bliver ikke besejret, og vi vender ikke tilbage til status quo.