Sion Sono i Cinemateket
: tors 8. sep 2011 20:38Hejsa.
Jeg har skrevet følgende brev til Cinemateket angående deres skamløst bovlamme Sion Sono retrospektiv. Bare så i ved det, hvis i går ind og ser noget i serien.
Kære Cinemateket.
Jeg har fulgt Sion Sonos arbejde on/off siden jeg første gang så SUICIDE CLUB på Natfilm omtrent i 2000, men det var især med mesterværkerne STRANGE CIRCUS, LOVE EXPOSURE og COLD FISH at jeg for alvor fik øjnene op for en af Japans p.t. mest interessante genreinstruktører, måske kun med Hitoshi Matsumoto som seriøs konkurrent. Ja man kunne vel godt kalde mig en slags fan.
Det var derfor med stor spænding jeg gik Cinematekets septemberprogram i møde. Jeg havde nemlig hørt rygter om at i ville køre en kavalkade af hans film og så langt så godt.
Men da jeg fik programmet i hænderne var skuffelsen til at tage at føle på, ja jeg er sjældent blevet så indigneret over at se en af mine få helte blive behandlet med så meget ligegyldighed og sjusk.
Og hvad er der så galt?
Kun at præsentere fem af hans film er i sig selv et besynderligt og arbitrært valg, når vi har at gøre med en så produktiv instruktør, men at man så konsekvent kun vælger film fra de seneste omtrent fem-seks år af hans karriere føjer kun spot til at skade. Jeg er totalt uforstående overfor kriterierne for dette udvalg. Alle disse film er jo alligevel ude på DVD, med undtagelse af Guilty of Romance som er det snart. Guilty of Romance viser i forøvrigt i den internationale markedsudgave (dømt efter spilletiden) ikke den lange japanske udgave, som var den der blev vist på Directors Forthnight i Cannes 2011, igen et valg jeg slet og ret ikke forstår hvis man vil yde ham respekt.
Men ikke engang i kronologien er man konsekvent, for hvor er BE SHURE TO SHARE? Den eneste af hans nyere film (mener jeg), som ikke kan anskaffes med engelsk tekst på DVD og som derfor naturligvis er interessant hvis man vil tækkes kendere og ikke kun et tilfældigt ukritisk biografpublikum, men selvfølgelig også for at vise hans bredde da den siges at være en markant anderledes film end hans øvrige nyere produktioner. Og hvor er STRANGE CIRCUS, filmen som flere af hans fans betragter som hans bedste? Og hvorfor mener i det er relevant at vise NORIKO'S DINNER TABLE men ikke SUICIDE CLUB, som den jo er en slags prolog til? Og nej i kan altså ikke affærdige det med at den "er en langt bedre film" for det vil bestemt ikke vinde gehør blandt Sonos fans, inklusiv undertegnede. Er det fordi SUICIDE CLUB er horror og derfor per definition underlødig? Og faldt hans intelligente parodi på J-horror EXTE-HAIR EXTENSIONS for samme dom?
Og måske værst af alt: Hvad med hele hans tidlige produktion, altså den før SUICIDE CLUB? Det er vel netop det man har et cinematek til, at gåi dybden og ikke bare vise film som man alligevel kan købe på DVD. Mener i virkelig det er tilfredsstillende kun at vise hans nyere og let tilgængelige film? Og i kan ikke undskylde jer med der ikke findes kopier, for de har netop været vist på den tyske festival Nippon Connection og alt på 35mm, 16mm og lidt DigiBeta. Den portugisiske festival MotelX viser også i netop disse dage nærmest komplementærmængden af de nye film i viser, så prints er måske oven i købet i Europa nu.
Om der er tale om dovenskab, et økonomisk valg, fordomme, uvidenhed eller noget femte ved jeg ikke, men resultatet er en bovlam kavalkade af fem film som slet ikke tegner en af Japans mest interessante skikkelser indenfor grænseoverskridende genrefilmen. Jeg kender heller ikke jeres motivation, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om i ville have behandlet en kanoniseret "pæn" instruktør med samme lemfældighed eller om genrefilm stadig ikke er "god smag" og dermed ikke fortjener samme grundighed når i lægger program.
Venlig hilsen en skuffet Sion Sono fan.
Kasper Heftholm Kristensen
Jeg har skrevet følgende brev til Cinemateket angående deres skamløst bovlamme Sion Sono retrospektiv. Bare så i ved det, hvis i går ind og ser noget i serien.
Kære Cinemateket.
Jeg har fulgt Sion Sonos arbejde on/off siden jeg første gang så SUICIDE CLUB på Natfilm omtrent i 2000, men det var især med mesterværkerne STRANGE CIRCUS, LOVE EXPOSURE og COLD FISH at jeg for alvor fik øjnene op for en af Japans p.t. mest interessante genreinstruktører, måske kun med Hitoshi Matsumoto som seriøs konkurrent. Ja man kunne vel godt kalde mig en slags fan.
Det var derfor med stor spænding jeg gik Cinematekets septemberprogram i møde. Jeg havde nemlig hørt rygter om at i ville køre en kavalkade af hans film og så langt så godt.
Men da jeg fik programmet i hænderne var skuffelsen til at tage at føle på, ja jeg er sjældent blevet så indigneret over at se en af mine få helte blive behandlet med så meget ligegyldighed og sjusk.
Og hvad er der så galt?
Kun at præsentere fem af hans film er i sig selv et besynderligt og arbitrært valg, når vi har at gøre med en så produktiv instruktør, men at man så konsekvent kun vælger film fra de seneste omtrent fem-seks år af hans karriere føjer kun spot til at skade. Jeg er totalt uforstående overfor kriterierne for dette udvalg. Alle disse film er jo alligevel ude på DVD, med undtagelse af Guilty of Romance som er det snart. Guilty of Romance viser i forøvrigt i den internationale markedsudgave (dømt efter spilletiden) ikke den lange japanske udgave, som var den der blev vist på Directors Forthnight i Cannes 2011, igen et valg jeg slet og ret ikke forstår hvis man vil yde ham respekt.
Men ikke engang i kronologien er man konsekvent, for hvor er BE SHURE TO SHARE? Den eneste af hans nyere film (mener jeg), som ikke kan anskaffes med engelsk tekst på DVD og som derfor naturligvis er interessant hvis man vil tækkes kendere og ikke kun et tilfældigt ukritisk biografpublikum, men selvfølgelig også for at vise hans bredde da den siges at være en markant anderledes film end hans øvrige nyere produktioner. Og hvor er STRANGE CIRCUS, filmen som flere af hans fans betragter som hans bedste? Og hvorfor mener i det er relevant at vise NORIKO'S DINNER TABLE men ikke SUICIDE CLUB, som den jo er en slags prolog til? Og nej i kan altså ikke affærdige det med at den "er en langt bedre film" for det vil bestemt ikke vinde gehør blandt Sonos fans, inklusiv undertegnede. Er det fordi SUICIDE CLUB er horror og derfor per definition underlødig? Og faldt hans intelligente parodi på J-horror EXTE-HAIR EXTENSIONS for samme dom?
Og måske værst af alt: Hvad med hele hans tidlige produktion, altså den før SUICIDE CLUB? Det er vel netop det man har et cinematek til, at gåi dybden og ikke bare vise film som man alligevel kan købe på DVD. Mener i virkelig det er tilfredsstillende kun at vise hans nyere og let tilgængelige film? Og i kan ikke undskylde jer med der ikke findes kopier, for de har netop været vist på den tyske festival Nippon Connection og alt på 35mm, 16mm og lidt DigiBeta. Den portugisiske festival MotelX viser også i netop disse dage nærmest komplementærmængden af de nye film i viser, så prints er måske oven i købet i Europa nu.
Om der er tale om dovenskab, et økonomisk valg, fordomme, uvidenhed eller noget femte ved jeg ikke, men resultatet er en bovlam kavalkade af fem film som slet ikke tegner en af Japans mest interessante skikkelser indenfor grænseoverskridende genrefilmen. Jeg kender heller ikke jeres motivation, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om i ville have behandlet en kanoniseret "pæn" instruktør med samme lemfældighed eller om genrefilm stadig ikke er "god smag" og dermed ikke fortjener samme grundighed når i lægger program.
Venlig hilsen en skuffet Sion Sono fan.
Kasper Heftholm Kristensen
