Indtil gorekanonen affyres, fungerer filmen ganske godt; tristesse, lidt samfundsmæssig kontekst, en anelse personkarakteristik samt stemningsmættede billeder. Derefter fremstår den mest af alt som en lidt ambitiøs, men forfejlet, amatørproduktion. Jovist er effekterne generelt ret gode og Dalle i hysterisk hopla, men tyngden i fortællingen - konteksten, personkarakteristikken, selve fortællingen - bliver koblet af til gengæld for en opvisning i tåbelige handlingsmønstre (hvor kausaliteten er konstrueret med særligt henblik på den ønskede splattereffekt på bekostning af troværdigheden), dårligt skuespil og en ret kikset iscenesættelse. Den indendørs tågedis ser jeg mest af alt som et tegn på desperation grundet manglende visuel flair fra filmskabernes side frem for mystikskabende element. Det irriterer mig bl.a. også, at Paradis ikke bevæger sig som en højgravid kvinde, hvilket medvirker til, at illusionen brister, og jeg forbliver ret upåvirket af begivenhederne.
Jeg har set nogle interessante tolkninger der siger den handler om arabiske/afrikanske indvandrere i Frankrig. Det giver til en vis grad mening, men jeg foretrækker at se den uden hippie-briller på, personligt. Synes ikke rigtig den er tynd på nogle af de punkter Nicolai beskriver.
Den kan man sådan set godt glæde sig til, men forvent ikke en Inside II. Det er mere hvad jeg vil kalde supernatural/demon teen horror. Nærmest en ultra creepy og temmelig gory børnegyser med knirkende døre i et hjemsøgt hus, mystiske skikkelser bag spejle, en spooky gammel dame, etc.
K
You see what happens when you have fun with a stranger in the Alps?