Side 4 af 5

Re: MTV at the Movies – skrækfilms-edition: 'THE CALLER'

Indlæg: man 11. jun 2012 10:44
af TCM
Den overnaturlige telefon-thriller THE CALLER har bestemt sin del af vrøvlerier, men pyt nu med det. For her er også tale om et ofte ganske fængende psykologisk gys, der med sin mareridtslignende stemning hensatte mig i en herlig usikkerhed. Ikke mindst om hvor plotkrøllerne ville sno den bizarre præmis hen. Tja, måske bed jeg på, fordi jeg selv har været udsat for olme opkald af gamle damer fra fortiden.

Den søde Mary flytter ind i en ny lejlighed for at slippe væk fra sin eks-mand, der fortsat opsøger hende. Han bliver dog den mindste af hendes bekymringer, for da lejlighedens gamle drejeskivetelefon begynder at kime med opkald fra en ældre dame, indledes Marys egentlig mareridt. Gruen tager kun til, for damen er skingerende skør og påstår oveni købet at ringe fra fortiden…!

- THE CALLER (2011): Onde opkald fra fortiden slår grumme knuder:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/06/11/on ... me-knuder/

Re: MTV at the Movies – skrækfilms-edition: '11-11-11'

Indlæg: ons 27. jun 2012 13:25
af TCM
Jeg har en svaghed for okkulte skrækfilm – men hvem har ikke det? Så jeg skulle selvfølgelig også se den overnaturlige gyser med den kryptiske titel 11-11-11. En omgang okkult konspirations-rod, der ganske vist er mere end ujævn, men dog redder sig et par plusser i min bog med sin bastante finale og ækle gummi-maske-monstre.

Men det er en kluntet sag, der uden egentlig sans for genren og sine virkemidler, tumler sig gennem alle klichéerne. Her er flad suspense, mens de billige chok-effekter smides mere eller mindre tilfældigt ind i møllen. Momentant dirrer der dog lidt ægte paranoide i de gotiske omgivelser, men aldrig nok til at sætte angstens sved i gang.

- 11-11-11 (2011): Okkulte konspirationer og onde tal:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/06/27/ok ... -onde-tal/

Re: MTV at the Movies – skrækfilms-edition: 'GHOST RIDER 2'

Indlæg: lør 7. jul 2012 12:16
af TCM
Yes! Så er min personlige favorit, Nicolas Cage tilbage i rollen som kædesvingende og kraniebrændende antihelt i GHOST RIDER: SPIRIT OF VENGEANCE. Her er fuld smadder på en manisk Cage samt et overbud af overspil, okkult vrøvl og action-overdrev. Det er dumt, farverigt og overraskende underholdende. Og ja, når Ghost Rider pisser, så pisser han ild, selvfølgelig.

Her bruges desuden nogle flotte og atypiske locations, bl.a. Cappadocia i Tyrkiet, der med sine særegne bjergformationer udgør et overraskende smukt bagtæppe til den bumlende og til tider lidt for fjogede action-tonser.

- GHOST RIDER: SPIRIT OF VENGEANCE (2011): Manisk Nicolas Cage sætter igen ild til lortet:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/07/07/ma ... il-lortet/

Re: MTV at the Movies – skrækfilms-edition: 'RABIES'

Indlæg: man 9. jul 2012 12:19
af TCM
Så skal vi igen med en gyser ud i skoven. Men selvom coveret til RABIES proklamerer, at her er tale om noget så eksotisk som ”Israels første skrækfilm”, er der ikke nye ingredienser i kødgryden. Løjerne består af de for genren velkendte elementer – ikke at det er en dårlig ting, men i dette tilfælde udebliver den medrivende gru, selvom de medvirkende en efter en må lade livet på mere eller mindre blodig vis.

Men selvom man får et par vellykkede kills samt en herlig sadistisk betjent, så forbliver RABIES et noget trægt bekendtskab, der heller ikke helt vellykket får balanceret sin sorte humor med den rene ondskab.

- RABIES (originaltitel: KALEVET, 2010): Israelsk galskab smitter ikke skræknerven:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/07/09/is ... aeknerven/

Re: MTV at the Movies – comic edition.: 'THE DARK KNIGHT RIS

Indlæg: fre 20. jul 2012 10:57
af TCM
Med dødsforagt og episk svung kaster THE DARK KNIGHT RISES sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Den med spænding ventede afslutning på Christopher Nolans trilogi om nattens ridder er landet – og hvilken afslutning. Det er sand filmisk fryd fra start til slut og bestemt et tilfredsstillende sidste kapitel, til trods for mindre skavanker.

Det er et plottungt bæst, Nolan har strikket sammen og her strækker ud over hele 165 fascinerende minutter. Jo vist, der er et par bump i afviklingen af de mange plottråde, men aldrig noget, der truer med at sætte filmens medrivende momentum over styr.

- THE DARK KNIGHT RISES (2012): Episk flagermusefinale er fængslende filmfryd:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/07/20/ep ... -filmfryd/

Re: MTV at the Movies – skrækfilms-edition: 'THE DEVIL INSID

Indlæg: lør 28. jul 2012 16:38
af TCM
Der bliver slået to fluer med et smæk, når den håndholdte skrækfilm THE DEVIL INSIDE ruller sig ud. For her er tale om et det altid populære besættelsesgys kombineret med dokumentargenrens form. Filmen giver sig nemlig ud for at være rigtige optagelser. Vi er altså i samme ’found footage’-boldgade som bl.a. The Blair Witch Project og Paranormal Activity.

Vi skal selvfølgelig både ned i klamme kældre og op på mørke loftsrum, mens lyset naturligvis også går på de mest ubelejlige tidspunkter. Gisp. Ja, THE DEVIL INSIDE er ganske vist en klichéfyldt og vakkelvorn sag, men også relativt underholdende og med et par oprigtigt uhyggelige scener imellem – samt de obligatoriske billige jump scares, der skal sætte blodomløbet i gang hos de mindste.

- THE DEVIL INSIDE (2012): Eksorcismegys er en ret grum hjemmevideo:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/07/27/ek ... emmevideo/

Re: MTV at the Movies – gude-edition: 'WRATH OF THE TITANS'

Indlæg: ons 15. aug 2012 13:01
af TCM
De oldgræske guder og mytiske monstre spiller atter med de computergenererede muskler i denne ganske underholdende efterfølger til den træge Clash of the Titans. Jep, en 2’er, der overgår sin forgænger. Ikke at det siger så meget i dette tilfælde, men med WRATH OF THE TITANS holdes både et fint tempo og så leveres der ikke mindst en god stak spektakulære slåskampe med brutalt brusende bæster.

Filmen er muligvis ikke de oldgræske myter værdig, men som lavaspruttende og kulørt gudeaction svinger de computerskabte narrestreger sig fint fra den ene forhindring til den anden, hvor man både støder på ildspyende kimærer og kolossale kykloper.

- WRATH OF THE TITANS (2012): Græske guder og monstrøse mostre sprutter ild:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/08/15/gr ... utter-ild/

Re: MTV at the Movies – 'sænke slagskibe'-edt.: 'BATTLESHIP'

Indlæg: tors 23. aug 2012 12:32
af TCM
Det er de helt store kanoner, der hives frem her. For der er pokkers meget smæk i ’sænke slagskibe’-filmen BATTLESHIP. Jep, en film baseret på brætspillet. Resultatet er en omgang overraskende god og computergenereret underholdning, hvor en enorm flådestyrke pludselig må tage kampen op med brutale aliens og deres højteknologiske krigsmaskiner. BOOM…!

Ja, historien er fyldt med både plothuller og klichéer, men udført med et godt flair for tempo og så leveres løjerne heldigvis også med en portion veldoseret selvironi midt i den amerikanske patriotisme, der til tider kunne gøre det ud for en krigsliderlig reklamekampagne for USA's flåde.

- BATTLESHIP (2012): Invasionsbrag er buldrende god underholdning:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/08/23/in ... rholdning/

Re: MTV at the Movies – zombie-edt.: 'THE WALKING DEAD 2. SÆ

Indlæg: tirs 28. aug 2012 11:24
af TCM
Så fik jeg endelig set 2. sæson af THE WALKING DEAD og jer er sgu stadig hooked. Døden er konstant i spil hos de udsatte overlevende, der stadig må kæmpe indædt for overlevelse, mens de forsøger at bevare håbet i en verden, hvor håbløsheden blot vokser sig større dag for dag…

Universet synes perfekt til serieformatet, for her kan håbløsheden virkelig få lov at slå rod, mens det ene afsnit efter det andet blot bliver en understregning af den dystre virkelighed, som de medvirkende befinder sig i. Her er hele vejen en sortsynet klangbund, hvor lyset kun i få glimt får lov at slippe ind. Det er skønt, at man tør fastholde denne knugende dysterhed.

- THE WALKING DEAD: 2. SÆSON (2012): zombie-serie er fortsat dødgod underholdning:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/08/28/zo ... rholdning/

Re: MTV at the Movies – nostalgi-edition: 'THE EXPENDABLES 2

Indlæg: tors 30. aug 2012 05:48
af TCM
Yes! Så skal der igen sprænges ting i luften, blodet sprøjte og bastante oneliners lires af. 'THE EXPENDABLES 2' blæser på den gode smag og smadrer nostalgisk afsted med eksplosiv action samt et stjernecast med både 80’er-ikoner og nyere bankekød på menuen. Sylvester Stallone har atter samlet et hårdtslående slæng til sjov og ballade med automatvåben og knojern.

Der går dog ind i mellem lidt for meget nostalgi i skidtet med mere eller mindre vellykkede referencer til fordoms storhedstid. Arnie er hårdest ramt med flere klodsede henvisninger til sin rolle som The Terminator, mens Lundgren fumler med sin rolle som comic relief.

-THE EXPENDABLES 2 (2012): Gamle muskelmænd deler blodigt bankekød ud:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/08/30/ga ... nkekod-ud/

Re: MTV at the Movies – dystopi-edition: 'DREDD'

Indlæg: tors 27. sep 2012 09:51
af TCM
Man er ikke i tvivl om, hvad der skal ske, når først filmens blodrøde titel banker buldrende ud af lærredet i dundrende 3D. Og ja, det første uskyldige offer jordes da også lige splattet ned af brutale kriminelle, allerede inden man når at sætte sig til rette. Jep, DREDD er fandenivoldsk action med blod, kugler og sort humor lige i fjæset.

En af grundene til, at DREDD lykkedes så medrivende godt, er bl.a. fordi, den holder skidtet simpelt. Her er ikke læssevis af subplots, biroller og plot-twists til at sende det voldelige bæsts momentum til tælling, men blot fuld smadder på store guns, bastante one-liners og blodige kills. Brutalt, lige til og ganske enkelt ren fysisk filmfryd for fuld hammer – dog ikke uden et par ujævne bumps undervejs.

– DREDD (2012): Der er smæk på den übervoldelige ’dredd’:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/09/27/de ... ige-dredd/

Re: MTV at the Movies – tidsrejse-edition: 'LOOPER'

Indlæg: tors 4. okt 2012 10:02
af TCM
Man kan ikke andet, end at blive rundtosset, hvis man forsøger at få fod på tidsrejser og deres mange paradokser samt hjernevridende muligheder. Men det er unægteligt en fascinerende tanke at kunne rejse frem og tilbage i tiden, hvilket forløses både medrivende og intelligent i den intense tidsrejsethriller LOOPER.

Ja, det kan hurtigt blive knudret, når tiden overvindes og en mand møder sit ældre jeg i en jagt på at overleve fremtiden. Men instruktør og manusforfatter Rian Johnson formår elegant at etablere sit tidsrejsekoncept uden at man mistes undervejs – men heldigvis nok til at de modstridende tidskomplikationer pirrende kilder ens intellekt.

- LOOPER (2012): Hjernevridende tidsrejse er medrivende science fiction:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/10/04/hj ... e-fiction/

Re: MTV at the Movies – dværge-edition: 'DVÆRGTROLDENS HÆVN'

Indlæg: tirs 23. okt 2012 13:23
af TCM
Jeg har lige genset den kuriøse gyser DVÆRGTROLDENS HÆVN fra 1993 – og selvom løjerne er noget ujævne og til tider går lidt i tomgang, er det også en pokkers charmerende sag, der rammer de helt rigtige skramlede takter for mig. Jeg mener, man går aldrig galt i byen med en dværgtrold, der grinende jagter Jennifer Aniston gennem en skummel skov – for slet ikke at tale om rustne bjørnefælder og en kængurustylte, der bruges som blodigt mordvåben (!?).

Herligt aparte og sprælsk horror-underholdning, hvor trumfkortet er den ondskabsfulde dværgtrold. Han overspilles veloplagt af Warwick Davis, der iført grønstribede knæstrømer og væmmelig monster-makeup både fjoller barnligt rundt på rulleskøjter og bider ansigtet af uskyldige ofre. En skøn skurk.

- DVÆRGTROLDENS HÆVN (1993): Jennifer Aniston jagtes af ækel dværgtrold:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/10/19/je ... aergtrold/

Re: MTV at the Movies – hytte-edt.: 'THE CABIN IN THE WOODS'

Indlæg: lør 27. okt 2012 13:03
af TCM
Der spyttes den ene klichéfyldte skrækfilm ud efter den anden, for slet ikke at tale om de mange idéforladte remakes, prequels og sequels. Det er bl.a. derfor en fornøjelse at se THE CABIN IN THE WOODS, som er en både opfindsom og sprælsk sag, der oplagt og med en ivrig kærlighed til genren vender horror-klichéerne på hovedet.

For hvad der til at starte med ligner en gængs omgang metervaregys med blonde duller og mørke kældre, ruller sig snart uventet om på maven for at lege tagfat med et genrebevidst publikums forventninger. Regelbogen for gys følges dog indledningsvis til punkt og prikke, hvor man følger fem friske unge, der tager ud i en hytte for at feste løs. Snart begynder overraskelserne dog at poppe blodigt op…

- THE CABIN IN THE WOODS (2011): En blodig kolbøtte af en skrækfilm:
http://blog.mtv.dk/movies/2012/10/27/en ... kraekfilm/

Re: Filmskribenten – skrækfilms-edt.: 'GRABBERS'

Indlæg: tirs 22. jan 2013 15:10
af TCM
Jeg har statet et nyt site, der hedder Filmskribenten, http://www.filmskribenten.dk, hvor man vil kunne finde både anmeldelser, fanart, nyheder og andet filmrelateret. Man finder også sitet på Facebook - www.facebook.com/filmskribenten

Jeg har netop anmeldt horror-komedien GRABBERS - en monsterfilm efter alle kunstens regler, der fint bruger løs af genrens klichéer uden dog at miste sin berettigelse. Ganske enkelt medrivende creature feature-underholdning med både veltimet komik, et herligt cast af mindeværdige øboere og gedigen monster-action.

GRABBERS (2012): veloplagt monsterfilm med promillen i top:
http://filmskribenten.dk/2013/01/grabbe ... len-i-top/